28.11.18
Vu Nguyen

Asil er Sana fra SKAM på de skrå brædder

Asil Al-Asadi startede med at opføre gadeteater, før hun opførte den danske udgave af SKAM, hvor hun spillede Sana. Det foregik i teaterforestillingen på Aveny-T.

SKAM på scenen kunne noget andet end SKAM på skærmen.

Sådan havde Asil Al-Asadi det, da hun fremførte Sana fra den anmelderroste norske tv-serie i en teaterforestilling.

I 2015 serverede SKAM teenagelivet for os gennem en venindegruppe på et gymnasium i Oslo. Sana var den muslimske pige i venindegruppen og hovedpersonen i den allersidste sæson i 2017.

Asil er 22 år og i gang med sit andet sabbatår, hvor hun er freelanceskuespiller. Tidligere har hun  skrevet en monolog om mobning, medvirket i DR-dokumentaren ’Muslimske pigers dagbog’ og citywalken ’Hvad er dansk?’.

Døren til et draperet bagtæppe og skarpe skær af projektørlys stod på klem. Hun vidste ikke, at hun var med i opløbet til at spille Sana, da et castingbureau pludselig kontaktede hende. Asil var ikke uddannet skuespiller. Alligevel fik hun rollen som Sana.

Historien begyndte ikke med, at hun var tre år, da hendes forældre flygtede fra Karbala i Irak. Det begyndte heller ikke med, da familien boede i et asylcenter i Danmark til at starte med. Det hele begyndte i Ishøj, hvor hun blev mobbet.

Hun flyttede fra Kirke Helsinge til Ishøj på Vestegnen sammen med sin far, mor og fem mindre søskende. Hun startede i syvende klasse i en ny by med nye mennesker.

”Jeg havde kun danske venner i Kirke Helsinge. Jeg vidste ligesom ikke, at jeg var anderledes, før vi flyttede hertil. Ishøj var et helvede til at starte med, fordi jeg blev mobbet med, at jeg var for dansk”.

Asil flyttede ikke væk fra Ishøj. Hun blev der og blev formand for Ishøj Ungeråd.

”Jeg kan godt lide det nu, fordi det er et sted, hvor unge mennesker har brug for hjælp. Det var det, der gjorde, at jeg havde lyst til at blive her. Det med at hjælpe andre mennesker”.

I skolen er der som regel en nørd i klassen. Den nørd viste sig at være Asil. Hun var glad for folkeskolen, fagene og at få gode karaktere. Det var især fagene som matematik, fysik, kemi og biologi, der optog hende.

Hun var dog stadig ikke lykkelig indeni. Det var hun til gengæld, da hun lavede gadeteater.

”Jeg lavede gadeteater ved siden af skolen. Jeg kunne se, at det var sjovt. Det gav mig en livsglæde, jeg manglede i mit liv. Jeg indså, at jeg kunne lave noget andet end at tage en uddannelse”.

Det viste sig at være en god idé at lytte, da hendes hjerte prøvede at fortælle hende noget.

”Jeg er som person virkelig dårlig til at følge mit hjerte, men det har jeg gjort de seneste to år, hvor jeg er blevet lykkelig. Det, synes jeg, er vigtigt at gøre som ungt menneske”.

SKAM, skuespil og S-toge

Asil sad i et S-tog. Det gjorde hun ofte, især med en blok og blyant i hænderne. Hun skulle ikke nogen steder hen. Det behøvede hun heller ikke, for hun studerede mennesker. Det var hendes hobby.

”Jeg skriver altid ned, hvad jeg føler og ser, og hvordan folk er. Det er med til at få mine kreative tanker i gang og gøre mig til en bedre skuespiller”.

Det var fredag aften. Kalenderen sagde efterår. Et tætpakket S-tog med mennesker, der var småfulde. Blokken og blyanten var allerede fremme.

En midaldrende kvinde med kort hår, karminrød uldjakke og en SuperBrugsen-pose i hånden snakkede med sig selv. Hun holdt en monolog. Højt. Menneskerne i S-toget gik fra at være passagerer til at være publikum.

De sobre og småfulde mennesker samlede sig i sammenpressede klynger som pingviner. Deres blikke flakkede rundt og fandt på intet tidspunkt et naturligt hvilepunkt i akten.

En skaldet, tatoveret mand med muskuløs krop og militærbuks, der camouflerede benene, satte sig ved siden af hende.

Han erstattede monologen med en dialog. De begyndte at snakke om hendes problemer.

”Jeg lærte virkelig noget af, at to forskellige mennesker med store kontraster snakkede sammen. Det med at gøre en dag bedre for et andet menneske. Nu er jeg ikke længere bange for at snakke med andre mennesker i toget”.

Første gang SKAM rullede over sendefladen, ramte tv-serien lige ind i ungdommens hjerter.

Asil håbede på mange måder, at hun indtog folks hjerter med sit skuespil på scenen. Det samme som Sana gjorde på skærmen.

”Vi er multikulturelle i Danmark, og det drømmer jeg om at vise. Det synes jeg, Sana gør. Jeg gemte meget min minoritetsbaggrund, da jeg var yngre, men nu synes jeg, det er okay. Det har jeg ikke altid været god til at snakke om eller sige højt.”