Anmeldelse: “Danmarks Sønner”
Premiere: 11. april, 2019
Billetter
Året er 2025 og 28 personer er omkommet i et bombeangreb på Nørreport Station. Den første scene i “Danmarks Sønner” anslår, hvad der senere kommer til at udspille sig: kultursammenstød, radikalisering, nationalisme og terrortrussel. Heftige, men aktuelle temaer, der særligt er relevante i kølvandet på marts måneds terrorangreb i New Zealand, den voksende højre-nationalisme i den vestlige verden og den stadigt eksisterende islamistiske ekstremisme.
Fredag den 22. marts var Mino Views til forpremiere i Dagmar Biograf for at se den første visning af Ulaa Salims politiske thriller, “Danmarks Sønner”.
Vi møder et splittet Danmark, hvor det er de yderste fløje, der dominerer den politiske scene. Folketingsvalget er lige rundt om hjørnet og Martin Nordahl, leder af det højreorienterede populistiske parti Nationalbevægelsen, er næsten sikret til at blive landets nye statsminister. “Der findes kun én civilisation – det er vores!” er Nordahls klare budskab. En sætning vi har hørt et sted før. Nationalbevægelsen er desuden hyldet af den nynazistiske gruppe, Danmarks Sønner, hvis dagsorden er at udføre voldelige aktioner mod “de fremmede”.
Filmen udforsker, hvordan muslimske mænd på den modsatte fløj reagerer på det samfund, som ikke vil have dem. Vi følger den unge Zakaria, som løbende bliver radikaliseret i et voldeligt undergrundsmiljø, og er klar til at dræbe Martin Nordahl for sagen. Her møder han karakteren Ali, som – med fare for at afsløre dele af plottet – er en person, der lever mellem de to ydre poler, og hvis eksistens påvirkes af denne dualitet.
“Danmarks Sønner” har en hård tone hele vejen igennem, og har til tider nogle meget voldelige og barske scener. Vi får dog også lov til at opleve personerne i kærlige og ømme øjeblikke, så snart de står uden for deres politiske miljøer. Vi ser en menneskelighed, der er betryggende, samtidig med at den er foruroligende. Man spørger sig selv: Hvordan kan helt almindelige familiemennesker bære rundt på sådan en afsky til andre? Det giver dog et nødvendigt pusterum, som man som seer godt kan føle, man har brug for i det hav af nådesløst had og vold, der ellers dominerer filmen.
Salims budskab er dog særligt vigtigt. Han viser, hvordan had nærer had, og hvordan det i virkeligheden er personen, der står mellem de to polariserede verdener, som står hjælpeløst tilbage og bliver hårdest ramt af konsekvenserne. Denne person er et billede på resten af samfundet, og vil altid være ofret i en ideologisk krig, som verdenshistorien beviser gang på gang.
Filmen er et klart wake-up call til alle seere: Had, frygt og uvidenhed er den ægte trussel mod vores samfund.