11.04.19
Nadia Brakti

“Danmarks Sønner” viser hvordan had nærer had

Anmeldelse: “Danmarks Sønner”
Premiere: 11. april, 2019
Billetter

Året er 2025 og 28 personer er omkommet i et bombeangreb på Nørreport Station. Den første scene i “Danmarks Sønner” anslår, hvad der senere kommer til at udspille sig: kultursammenstød, radikalisering, nationalisme og terrortrussel. Heftige, men aktuelle temaer, der særligt er relevante i kølvandet på marts måneds terrorangreb i New Zealand, den voksende højre-nationalisme i den vestlige verden og den stadigt eksisterende islamistiske ekstremisme.

Fredag den 22. marts var Mino Views til forpremiere i Dagmar Biograf for at se den første visning af Ulaa Salims politiske thriller, “Danmarks Sønner”.

Vi møder et splittet Danmark, hvor det er de yderste fløje, der dominerer den politiske scene. Folketingsvalget er lige rundt om hjørnet og Martin Nordahl, leder af det højreorienterede populistiske parti Nationalbevægelsen, er næsten sikret til at blive landets nye statsminister. “Der findes kun én civilisation – det er vores!” er Nordahls klare budskab. En sætning vi har hørt et sted før. Nationalbevægelsen er desuden hyldet af den nynazistiske gruppe, Danmarks Sønner, hvis dagsorden er at udføre voldelige aktioner mod “de fremmede”.

Filmen udforsker, hvordan muslimske mænd på den modsatte fløj reagerer på det samfund, som ikke vil have dem. Vi følger den unge Zakaria, som løbende bliver radikaliseret i et voldeligt undergrundsmiljø, og er klar til at dræbe Martin Nordahl for sagen. Her møder han karakteren Ali, som – med fare for at afsløre dele af plottet – er en person, der lever mellem de to ydre poler, og hvis eksistens påvirkes af denne dualitet.

“Danmarks Sønner” har en hård tone hele vejen igennem, og har til tider nogle meget voldelige og barske scener. Vi får dog også lov til at opleve personerne i kærlige og ømme øjeblikke, så snart de står uden for deres politiske miljøer. Vi ser en menneskelighed, der er betryggende, samtidig med at den er foruroligende. Man spørger sig selv: Hvordan kan helt almindelige familiemennesker bære rundt på sådan en afsky til andre? Det giver dog et nødvendigt pusterum, som man som seer godt kan føle, man har brug for i det hav af nådesløst had og vold, der ellers dominerer filmen.

Salims budskab er dog særligt vigtigt. Han viser, hvordan had nærer had, og hvordan det i virkeligheden er personen, der står mellem de to polariserede verdener, som står hjælpeløst tilbage og bliver hårdest ramt af konsekvenserne. Denne person er et billede på resten af samfundet, og vil altid være ofret i en ideologisk krig, som verdenshistorien beviser gang på gang.

Filmen er et klart wake-up call til alle seere: Had, frygt og uvidenhed er den ægte trussel mod vores samfund.

Nadia Brakti
Nadia Brakti er 26 år og har læst Kultur- og sprogmødestudier og Historie på RUC.

Andre artikler

01.10.19 Aburna Mohanathas

Talk Town Aarhus: Dialog om statslig vold

Af Ella Yar og Aburna Mohanathas Radioaktiv inviterede til en spændende snak om diskrimination, vold og minoritetsstress. Især ordet “vold” var centrum for debatten. Derfor fangede vi to stærke personligheder fra snakken til en kort dialog.Hør hvad Meryam CK fra Kvinder I Dialog og Ilhaam Mohammed fra De Blå Stjerner svarede, da vi spurgte dem, […]
06.10.19 Tobias Manczak

Palæstinensisk familie har bokset sig til toppen

Khattab-familien er blandt Danmarks bedste indenfor dansk boksning. Læs, hvad der har båret familien frem.
29.09.19 Ella Yar

Talk Town Aarhus: Krænkelseskultur, evig kamp og intersektionalitet

Mino Views var med til en debat om racisme og feminisme. Her er vores anmeldelse.
22.09.19 Nadeen Aiche

Intersektionelle feminister reproducerer præcis det, vi prøver at bryde med

Den intersektionelle feminisme er ikke fejlfri, for selve ordet "intersektionalitet" ekskluderer.
18.09.19 Nadeen Aiche

Hvorfor er intersektionel feminisme vigtigt?

Dette indlæg handler om intersektionel feminisme og vigtigheden i at have fået et ellers ret så velkendt virkelighedssyn ind i en dansk kontekst.
15.09.19 Nadeen Aiche

Det sidste, jeg ville kalde mig, var feminist

Jeg har altid været feminist på trods af, at jeg ikke altid har haft lyst til at kalde mig det.
08.09.19 Mohammad Ali

Drømme har ingen udløbsdato – fra ghettoen til cockpittet

Piloten Zeki Mehmet Celik fortæller om, hvordan han gik fra at være arbejdsløs i fire år til at sidde i cockpittet hos et af verdens mest kendte flyselskaber.
01.09.19 Halima Banouri

Er jeg dummere, fordi jeg er brun?

Racismen og diskriminationen indtræder i mange faconer, men at det skulle foregå i akademiske sammenhænge, chokerede mig.
28.11.18 Eliyas Kayon

Når tøj ikke bare er tøj

Diva og Sonia fortæller om, hvordan deres personlige tøjstil påvirker deres hverdag
03.04.19 Hinda Olad

Mohamed vil have retten til at være sig selv og elske frit

Dette er Mohamed Turays historie om retten til at være fri, elske den han vil, og hans komplekse kærlighedsforhold til Sierra Leone, hans hjemland.
03.04.19 Ella Yar

Mit livs kontroversielle valg blev at tage en humanistisk uddannelse

I mange minoritetsmiljøer kan man som ung person vælge at blive én af fire ting: læge, jurist, ingeniør eller familiens skamplet. Læs om det kontroversielle valg at studere et humanistisk uddannelse.