Af Halima Banouri
Jeg er født og opvokset i Danmark, tænker på dansk, drømmer på dansk og dansk er det sprog, jeg snakker bedst. Dansk er det sprog, der forbinder mig og mine venner, og ligeledes ser jeg min fremtid i Danmark. Når jeg er turist i udlandet, og folk spørger, hvor jeg kommer fra, svarer jeg ”Danmark”, og jeg kan Kim Larsens ”Midt om natten” fra ord til ord og takt til takt.
Men at definere mig selv som dansk udelukker ikke, at jeg også kan være afghaner. Jeg er opvokset med afghanske forældre med aftensmad som så, smagte og duftede anderledes end min danske nabos, med et sprog der danser på tungen, med musik i mine høretelefoner som nogle gange er fra en region langt væk, med afghanske hymner, og med afghanske værdier som er indgraveret dybt i hjertet på mig. Det er også unægteligt, at jeg har afghansk blod i årerne, og at jeg ikke er etnisk dansk, hvilket jeg heller ikke er ked af. Jeg har intet imod at være af anden etnisk herkomst end dansk, og jeg dyrker min afghanske kultur aktivt.
“I Danmark er jeg afghaneren, og i Afghanistan bliver jeg betragtet som danskeren”
Kultur. Det er egentlig noget, jeg synes er meget svært at sætte ord på og definere. Ikke desto mindre føler jeg, at jeg bliver nødt til det, for gennem mit forholdsvis korte liv har jeg haft en ihærdig higen efter at finde ud af, hvad jeg er, og hvem jeg er. Det har altid været en selvfølge for mig at identificere mig med at være dansker med afghanske rødder. Det var ikke den helt store identitetskrise – men danskhedsdebatten fik mig til at stille spørgsmålstegn ved det.
Jeg havde gået og bildt mig selv ind, at jeg havde en god balance mellem de to kulturer indtil 2015, hvor jeg virkelig blev opmærksom på danskhedsdebatten. Den konstante snak om danskhed fik mig til at filosofere over danskhed i forhold til mig selv, det at være afghaner og flerkulturel og pludselig følte jeg mig rodløs. Jeg skulle næsten starte forfra, forsone mig med begge kulturer og finde mit fodfæste i to verdener. På den ene side var jeg for ”dansk” til at være afghaner, og på den anden side var jeg for ”afghansk” for danskerne. I Danmark er jeg afghaneren, og i Afghanistan bliver jeg betragtet som danskeren. Nogle insisterede på, at jeg var dansker, og andre insisterede på, at jeg var afghaner, og det endte med, at jeg følte mig som hverken eller. Jeg skulle være ”rigtig” dansker og ”rigtig” afghaner, hvad end det så betyder. Man føler sig på den måde hurtigt som outsider, hvor dem man kan bedst med er dem, der også er outsiders. Det lærte mig dog, at jeg føler mig mindst dansk og afghansk, når folk fortæller mig, hvordan og hvad jeg skalgøre for at være det.
“Maden har været bånd mellem folkefærd, sprog har været bånd mellem generationer, og musikken har samlet på tværs af landegrænser”
Men hvad vil det egentlig sige at opfatte sig selv som dansk? Betyder det, at jeg har givet afkald på alt kultur, som jeg har fået med hjemmefra. Jeg har et kulturelt tilhørsforhold og tilknytning til både det danske og afghanske, og jeg er ikke mig, hvis en af de sider blivertaget ud af ligningen. Jeg nægter samtidigt at forkaste alt afghansk, for det betyder, at jeg mister noget af mig selv, og at jeg skal give afkald på en del af min identitet. Jeg synes nogle gange, at det at være flerkulturel blivertalt ned, og som om total assimilation i det danske samfund er opskriften på danskhed, som alle os med en anden etnisk baggrund end udelukkende dansk higer efter. Jeg tror personligt ikke, at det gør noget godt at være afskåret fra sit ophavslands kultur, lige såvel som jeg ikke tror, at det gør noget godt, at man ikke føler sig tilknyttet til det land man bor i. Jeg tror ikke, danskhed er et tvunget håndtryk, evnen til at cykle eller diverse politikeres udlægning af, hvad danskhed er. De ligger ikke inde med den endegyldige sandhed. De skal ikke definere, hvad og hvornår jeg er det ene eller det andet. Den klarer jeg selv.
I min opvækst blev der zappet frem og tilbage mellem det danske og afghanske. Jeg er et gråzonebarn, en sammensmeltning af kulturer, på den måde det nu end er, der gør mig til mig. Jeg elsker det, på trods af at det kan være svært. Det gør mig alsidig, føler jeg. Det hele er ikke så ”enten-eller”, men mere ”både-og”. Jeg tror ikke, at det gør mig mindre dansk eller afghansk. Det ene udelukker ikke det andet, jeg er en del af begge verdener og skaber min egen. Jeg hænger mellem to kulturer, men kultur har nu også givet mig mere ro end uro. Maden har været bånd mellem folkefærd, sprog har været bånd mellem generationer, og musikken har samlet på tværs af landegrænser. Kultur kan ikke måles eller vejes.
I dag er jeg løsrevet af forventningernes tøjler. Jeg er mig, defineret af mig selv, konstruktør af min egen kulturforståelse. Jeg hviler i, at jeg ikke kun behøver at være det ene eller det andet på en bestemt måde. Jeg hviler i, at jeg er dansk-afghaner, og at jeg ikke behøver at sætte procenter på.