15.09.19
Nadeen Aiche

Det sidste, jeg ville kalde mig, var feminist

Feminisme anno 2019 – fra et brunt perspektiv 

Jeg har altid været feminist på trods af, at jeg ikke altid har haft lyst til at kalde mig det. 

Dette indlæg er det første ud af tre indlæg omhandlende feminisme. I indlæggene vil jeg fremlægge mine tanker, følelser, oplevelser og de mange problematikker ved den feministiske kamp anno 2019. 

For et års tid tilbage var det sidste, jeg ville kalde mig, feminist. Ikke fordi jeg ikke var feminist dengang, men fordi begrebet virkede som afgrænset til den hvide kvindes kamp for frihed. Jeg associerede feminisme med kampen for at kunne ligge topløs på stranden og for at have mulighed for at iklæde sig det tøj, man havde lyst til – så længe det altså ikke var for tildækkende, som eksempelvis det muslimske tørklæde. Disse kampe har været vigtige for mange danske feminister, og det er i sin essens skønt, at man som feminist i Danmark kan tillade sig at trække debatten op på så højt et niveau. Dog befandt prioriteterne i de udfordringer, jeg ville – og stadig gerne vil – bekæmpe på et langt mere banalt plan.

“Man har i lang tid glemt, at der er en forskel på, at være en brun kvinde og en hvid kvinde i Danmark”.

De kampe, jeg kæmpede, var f.eks. kampen om ikke at blive mødt med diskrimination i det offentlige rum på grund af min hudfarve, at få lov til at overnatte hos en veninde i weekenden, at jeg ikke skulle lyve om, hvor jeg boede til en jobsamtale, eller at jeg ikke blev set på som “pigen fra blokken”, når jeg mødte mennesker udenfor min barndomsgade på Nørrebro. Denne basale mængde ligeværd havde de hvide feminister, ud fra min overbevisning, opnået og kunne derfor trække debatten et andet sted hen, hvilket gjorde, at jeg ikke troede mine kampe kunne forene sig med feminismens grundpræmis i Danmark. 

I dag ved jeg, at jeg altid har været feminist. Det var nemlig feminisme, da jeg gjorde oprør imod, at det var kvinden, der skulle dække og rydde af bordet herhjemme, da jeg insisterede på, at min mor og jeg kunne rejse alene uden min fars varetægt, da jeg krævede at få pause på min tidligere arbejdsplads i løbet af en vagt, eller da jeg stod fast ved, at jeg som heteroseksuel cis-kønnet kvinde kunne støtte mine LGBT+-venner i deres kamp for lighed ved at gå med i Priden. Mange – hvis ikke alle – af disse udfordringer havde denne klassiske, hvide feminisme bundet en knude på, fordi ligestillingen på disse parametre allerede var etableret.

I dag kalder jeg mig selv feminist. Ikke fordi min forståelse af den hvide feminisme har ændret sig, men fordi jeg insisterer på en redefinering af kampen for lighed. For det er det, feminismen i sin essens handler om: at bekæmpe ulighed uagtet, hvilke befolkningsgrupper denne ulighed optræder hos. Og jeg kan godt forstå, hvis mange ikke-hvide borgere i Danmark har været overvældet af den ulighed, de hvide feminister har kunnet tillade sig at problematisere. Alt fra øremærket barsel og en samtykkelovgivning er problemstillinger, der for hvide feminister er super vigtig, men for en brun feminist, som jeg, virker, i mangel på bedre ord, overflødige i forhold til, hvor vi brune i dag står i vores ligestillingskamp. Den klassiske, hvide feminismes ligestillingskamp har nemlig langt hen ad vejen bundet i, at ligestillingen i min levetid har været rimelig godt etableret for den hvide kvinde. 

“Grundlæggende betyder min hudfarve, at jeg trods alt har mere brug for, at der ikke bliver råbt “perker” af mig på gaden end en strammere voldtægtslovgivning”.

Man har i lang tid glemt, at der er en forskel på, at være en brun kvinde og en hvid kvinde i Danmark. For eksempel har vi banket brune kvinder oven i hovedet for at gifte sig med en mand af samme kulturelle, etniske og religiøse ophav og glemt alt om, at der stadig eksisterer strukturer i brune, såvel som hvide miljøer, der presser brune kvinder til at vælge netop disse ægtemænd. Alt fra en frygt for at familien vil skære hånden af en til statistikker, der viser, at hvide forældre er negativt stemte overfor, at deres barn gifter sig med en muslim, danner grundlag for såkaldte homogene ægteskaber. Derfor er det klart, at brune kvinder ikke gifter sig med en ”udenfor deres egne”, og denne nuance bliver ofte glemt, når den kollektive heksejagt mod ”de ikke-integrerbare” brune kvinder begynder. Om jeg mener, at dette er et direkte integrationsproblem eller ej, er i denne sammenhæng ligegyldig – for mig handler det nemlig om, at debatten om kvinder, som jeg, skal begynde at have proportionerne på plads. 

Grundlæggende betyder min hudfarve, at jeg trods alt har mere brug for, at der ikke bliver råbt “perker” af mig på gaden end en strammere voldtægtslovgivning. For selvfølgelig er en strammere voldtægtslovgivning vigtig for os alle – det vil jeg nødig negligere – men debatter som disse befandt sig på så højt et niveau, at jeg ikke kunne spejle mig i dem.

Selvfølgelig skal vi kæmpe for strammere voldtægtslovgivning, men vi skal også huske på, at der stadig er kvinder derude, der ikke tør anmelde en voldtægt af frygt for at blive udstødt af familien. Denne nuance har været pakket væk alt for længe, fordi det har været den hvide kvindes kamp for årtier siden, men disse udfordringer er lige så vigtige at have på den generelle feministiske dagsorden i dag. Selvom dette kan lyde som en stor mængde whataboutism, er det langt fra et forsøg på at negligere hvide feministers kampe i dag – for mig er det blot vigtigt, at alle erkender, at der er stor kontrast mellem, at ens identitet bunder i én minoritetskategori eller flere. Det er netop det, jeg skriver om i mit næste indlæg om intersektionel feminisme – følg med!

_____________________

Mine definitioner på de centrale feministiske begreber: 

  • Feminisme generelt:

Ifølge Den Danske Ordbog er feminisme en ”ideologi, som fremhæver kvinders samfundsmæssige og individuelle betydning, og som kæmper for kvinders rettigheder og kønnenes ligestilling”.

  • Feminisme i Danmark:

Mange forbinder feminismen i Danmark med de såkaldte rødstrømper i 1970’erne. Feminismen i Danmark har dog eksisteret i lang tid før 1970’erne, hvilket har betydet, at kvindekampen i Danmark i dag er langt mere fremme end kvindekampen i eksempelvis Mellemøsten, mener jeg. I dag har mange unge danskere nemlig fået ligestilling med i modermælken, mens mange minoritetsetniske unge i Danmark – ud fra mine observationer – stadig starter deres kampe i hjemmene langt mere bagud. Et lavpraktisk eksempel kan f.eks. være, at mange minoritetsetniske unge kvinder, jeg kender, er vokset op med, at det er dem, der klarer opvask, madlavning og andre huslige pligter, mens deres brødre blot kan nøjes med at sidde klar ved middagsbordet, når klokken slår spisetid. 

  • Intersektionel feminisme:

Ifølge dictionary.com er intersektionalitet (intersectionality) ”the theory that the overlap of various social identities, as race, gender, sexuality, and class, contributes to the specific type of systemic oppression and discrimination experienced by an individual”. Dette kan bedst oversættes til “en teori om at en overlap af forskellige sociale identiteter, f.eks. race, køn, seksualitet og klasse medvirker til en specifik type af systematisk undertrykkelse og diskrimination, individet kan opleve”. Dette begreb har længe været benyttet i USA, og intersektionelle feminister derhenne udgør dermed en langt større gruppe end de intersektionelle feminister herhjemme. 

Kort sagt, handler intersektionel feminisme om også at bekæmpe strukturel diskrimination på baggrund af andet end køn. 

  • Intersektionel feminisme i Danmark

Det er ikke så mærkeligt, at Den Danske Ordbog hidtil ikke har offentliggjort en definition af intersektionalitet – dette begreb er nemlig ikke så hyppigt brugt herhjemme. Dog er det begyndt at blomstre, hvilket blandt andet ses i den offentlige debat, hvilket blandt andet kunne ses på Folkemødet i Allinge i år. Her er der nemlig mange, inklusiv mig selv, der betegner sig selv som intersektionelle feminister. 

Den intersektionelle feminisme handler om, at se individers kampe som forskellige, alt efter hvor mange identitetsmarkører, individet består af. Eksempelvis er jeg både kvinde, muslim og minoritetsetnisk, hvilket gør, at jeg både oplever sexisme, islamofobi og racisme, og min personlige feministiske kamp adskiller sig dermed markant fra den danske majoritetskvinde, der formentlig ”blot” oplever sexisme. 

Nadeen Aiche
Nadeen Aiche er 18 år og gymnasieelev. Hun har engageret sig i den offentlige debat, siden hun var 14 år, med fokus integration, feminisme og diskrimination.

Andre artikler

01.10.19 Aburna Mohanathas

Talk Town Aarhus: Dialog om statslig vold

Af Ella Yar og Aburna Mohanathas Radioaktiv inviterede til en spændende snak om diskrimination, vold og minoritetsstress. Især ordet “vold” var centrum for debatten. Derfor fangede vi to stærke personligheder fra snakken til en kort dialog.Hør hvad Meryam CK fra Kvinder I Dialog og Ilhaam Mohammed fra De Blå Stjerner svarede, da vi spurgte dem, […]
22.09.19 Nadeen Aiche

Intersektionelle feminister reproducerer præcis det, vi prøver at bryde med

Den intersektionelle feminisme er ikke fejlfri, for selve ordet "intersektionalitet" ekskluderer.
06.10.19 Tobias Manczak

Palæstinensisk familie har bokset sig til toppen

Khattab-familien er blandt Danmarks bedste indenfor dansk boksning. Læs, hvad der har båret familien frem.
29.09.19 Ella Yar

Talk Town Aarhus: Krænkelseskultur, evig kamp og intersektionalitet

Mino Views var med til en debat om racisme og feminisme. Her er vores anmeldelse.
18.09.19 Nadeen Aiche

Hvorfor er intersektionel feminisme vigtigt?

Dette indlæg handler om intersektionel feminisme og vigtigheden i at have fået et ellers ret så velkendt virkelighedssyn ind i en dansk kontekst.
15.09.19 Nadeen Aiche

Det sidste, jeg ville kalde mig, var feminist

Jeg har altid været feminist på trods af, at jeg ikke altid har haft lyst til at kalde mig det.
08.09.19 Mohammad Ali

Drømme har ingen udløbsdato – fra ghettoen til cockpittet

Piloten Zeki Mehmet Celik fortæller om, hvordan han gik fra at være arbejdsløs i fire år til at sidde i cockpittet hos et af verdens mest kendte flyselskaber.
01.09.19 Halima Banouri

Er jeg dummere, fordi jeg er brun?

Racismen og diskriminationen indtræder i mange faconer, men at det skulle foregå i akademiske sammenhænge, chokerede mig.
03.04.19 Eliyas Kayon

Regn over regnbuen

Læs Eliyas Kayons digt om at være non-binær trans femme
03.04.19 Özcan Ajrulovski

Featuring – Fem hurtige med forfatter Nilgün Erdem

Vi har talt med forfatter Nilgün Erdem om hendes forfatterskab, og hvad kærlighed betyder for hende.