01.09.19
Halima Banouri

Er jeg dummere, fordi jeg er brun?

Racismen og diskriminationen indtræder i mange faconer, men at det skulle foregå i akademiske sammenhænge, chokerede mig. Jeg havde ikke regnet med, at nogle lærere og medstuderende ville bedømme mig på andet end mine kompetencer.

Min følelse af at blive undervurderet af mine lærere har været en konstant gennem mit uddannelsesforløb. Det var dog opsigtsvækkende og egentlig også meget skræmmende, at jeg oplevede, at nogle af mine medstuderende på gymnasiet har troet, at jeg var dummere, fordi jeg var af anden etnisk herkomst.

Jeg gik på et gymnasium, der i medierne problematisk nok blev omtalt som et ”ghettogymnasium”, og samtidig gik jeg i en klasse, hvor størstedelen af eleverne var af anden etnisk herkomst. I forlængelse af det er jeg blevet mødt med fordomme såsom, at min gymnasieklasse var ”dummere” netop fordi vi var et flertal med mørkere kulør. Når vi skulle samarbejde med elever fra andre klasser, hvor langt størstedelen var etniske danske, var der en forventning om, at vi var længere bagud i feltet. Kommentarer som ”du er godt nok klog af en perker/indvandrer af være”, ”hvordan klarede du dig bedre end mig” eller ”hvordan kunne DU få 12?” har jeg ikke fingre nok til at tælle, hvor mange gange jeg har hørt. Fordomme såsom at fordi jeg har rødder i et fattigt land, skulle det gøre mig dummere og inkompetent. Jeg skal åbenbart vurderes ud fra mit hjemlands BNP frem for mit potentiale.

Klarer jeg mig godt er jeg ”heldig”, ikke fordi jeg selv er klog eller dygtig nok. Selvom jeg efterhånden næsten blev immun overfor det, vækkede det en dyb fortvivlelse og frustration i mig, for hvis jeg ikke engang kunne stole på respekt fra mine medstuderende, hvad lavede jeg så overhovedet der? At det overhovedet er en tanke jeg har haft, bekymrer mig i dag.

“…nogle var åbenbart overraskede over, hvor godt dansk jeg snakkede, selvom jeg er født og opvokset i København


Jeg er dog lidt på den heldigere side. Jeg er bogligt anlagt, skoleglad, har altid haft let ved at lære og diskussionslystig. Jeg har i en tidlig alder klamret mig til bøgerne og har i de fleste tilfælde, synes jeg selv, fået retfærdige og fortjente karakterer. Men værre bliver det åbenbart jo længere og højere man kommer i akademiske sammenhænge. Til et talentudviklingsprogram for gymnasieelever med fagligt overskud, oplevede jeg det værst fra jævnaldrende medstuderende. Jeg kom ind med en forventning om, at det samme ikke ville gentage sig for jeg havde jo ”bevist” mig selv ved at blive optaget. Men virkeligheden så anderledes ud. Der var en forventning om, at jeg ikke vidste det basale, at alt hvad jeg havde at byde på kun var viden om tredjeverdenslande i kraft af mit ophav, og nogle var åbenbart overraskede over, hvor godt dansk jeg snakkede, selvom jeg er født og opvokset i København. Det var besynderligt at sidde et sted, hvor alle var “akademiske talenter”, men mange stadig havde spydige og til tider nedladende tunger. Det var enormt sårende, og enkelte gange kunne det grænse sig til mobning.

“Min farve bør ikke støje hos hverken mine lærere eller medstuderende…”

At blive undervurderet på den måde efterlader dybe spor hos en elev. Det giver næring til den voksende modløshed og afmagt. Det kan føles som en tabt kamp allerede før start, og føles som om at alle veje og metoder fører til samme blindgyde. Min farve bør ikke støje hos hverken mine lærere eller medstuderende, og burde bestemt ikke være en faktor i bedømmelsen af mine kompetencer. Vi kan blære os af vores uddannelsessystem så meget vi vil, men det holder jo ikke stik, hvis nogle elever føler de skal knokle hårdere for at blive husket, gå flere skridt for at blive set og have følelsen af at blive undervurderet af klassekammerater. Det er trættende, og det er hårdt.

Selvom mange måske nok vil mene, at det er hysteri, at det er vores egen skyld, at vi ikke er kloge nok, skal jeg pointere, at der selvfølgelig også skal være plads til de gode historier. Heldigvis har mine brune venner og jeg også haft lærere, der har set os for vores kompetencer og arbejdet derudfra – uanset hvor vi lå fagligt. En kæmpe respekt og klapsalve til dem, der overgiver sig til lærertjansen for den gave, de forærer, kan ikke måles eller tilbagebetales. Heldigvis har vi også haft klassekammerater og venner, der kan se udover vores farve. Det er bestemt ikke for at skære alle over en kam, men hvis vi som samfund ikke også tager hånd om tilgangen til minoritetsunge, især i uddannelsessammenhænge hvor der burde være tillid og tryghed, har vi allerede tabt. Hvis vi ønsker, at brune elever skal blive ved med at engagere sig i uddannelse, så bliver vi nødt til at behandle dem retfærdigt og med respekt – både lærere og medstuderende. Det er simpelthen for latterligt, at jeg overhovedet skal bede om det.

Halima Banouri
Halima Banouri er 19 år, studerer jura på Københavns Universitet og har afghanske rødder.

Andre artikler

06.10.19 Tobias Manczak

Palæstinensisk familie har bokset sig til toppen

Khattab-familien er blandt Danmarks bedste indenfor dansk boksning. Læs, hvad der har båret familien frem.
22.09.19 Nadeen Aiche

Intersektionelle feminister reproducerer præcis det, vi prøver at bryde med

Den intersektionelle feminisme er ikke fejlfri, for selve ordet "intersektionalitet" ekskluderer.
01.10.19 Aburna Mohanathas

Talk Town Aarhus: Dialog om statslig vold

Af Ella Yar og Aburna Mohanathas Radioaktiv inviterede til en spændende snak om diskrimination, vold og minoritetsstress. Især ordet “vold” var centrum for debatten. Derfor fangede vi to stærke personligheder fra snakken til en kort dialog.Hør hvad Meryam CK fra Kvinder I Dialog og Ilhaam Mohammed fra De Blå Stjerner svarede, da vi spurgte dem, […]
29.09.19 Ella Yar

Talk Town Aarhus: Krænkelseskultur, evig kamp og intersektionalitet

Mino Views var med til en debat om racisme og feminisme. Her er vores anmeldelse.
18.09.19 Nadeen Aiche

Hvorfor er intersektionel feminisme vigtigt?

Dette indlæg handler om intersektionel feminisme og vigtigheden i at have fået et ellers ret så velkendt virkelighedssyn ind i en dansk kontekst.
15.09.19 Nadeen Aiche

Det sidste, jeg ville kalde mig, var feminist

Jeg har altid været feminist på trods af, at jeg ikke altid har haft lyst til at kalde mig det.
08.09.19 Mohammad Ali

Drømme har ingen udløbsdato – fra ghettoen til cockpittet

Piloten Zeki Mehmet Celik fortæller om, hvordan han gik fra at være arbejdsløs i fire år til at sidde i cockpittet hos et af verdens mest kendte flyselskaber.
01.09.19 Halima Banouri

Er jeg dummere, fordi jeg er brun?

Racismen og diskriminationen indtræder i mange faconer, men at det skulle foregå i akademiske sammenhænge, chokerede mig.
30.12.18 Elias Zakarias Sadaq

MinoCast #2 – Året der gik

Vært Elias Sadaq reflekterer over det foregående år i Danmark sammen med Hinda Olad og Amin al-Jaderi.
03.04.19 Kulturredaktion

Prik hul på jomfrumyten!

Her er seks ting, du skal vide om kønskrans/jomfruhinde-myten.