Dette indlæg er det andet ud af tre indlæg omhandlende feminisme. I indlæggene vil jeg fremlægge mine tanker, følelser, oplevelser og de mange problematikker ved den feministiske kamp anno 2019.
Har du ikke læst det første indlæg, så gør det før, du læser videre – ellers vil konteksten være uforståelig. Det hedder ”Det sidste jeg ville kalde mig, var feminist”.
En række feminister, brune såvel som hvide, har konstrueret en gren inden for feminismen, nemlig den intersektionelle feminisme. Dette udsprang af en kollektiv forståelse af, at den hvide feministiske dagsorden ikke rummede mange af de udfordringer, vi minoritetspersoner stod overfor. Den intersektionelle feminisme blev for alvor sat på dagsordenen i Danmark af Halime Oguz, Natasha Al-Hariri, Geeti Amiri og Khaterah Parwani, mener jeg, da de turnerede landet rundt med deres tankevækkende debatarrangement kaldet “Den Nydanske Kvindekamp”. Siden disse fire skarpe kvinders præsentation af en ny form for kvindekamp, har en lang række mennesker, jeg støder på igennem mit arbejde, taget den nydanske kvindekamp til sig. Herigennem har vi nemlig fundet plads til udfoldelse og til at debattere på andre niveauer end den ellers etablerede feministiske agenda.
I dag vil jeg ikke kalde denne type feminisme “den nydanske”, men derimod “den intersektionelle”, og selvom jeg har fundet min plads i den intersektionelle feminisme, møder jeg stadig mennesker, der ikke forstår vigtigheden af denne gren.
“Længe har den feministiske agenda haft lavt til loftet, fordi man har glemt, at der er borgere med andre minoritetsidentiteter end kvindekønnet”.
For mig er intersektionalitet et virkelighedssyn, hvor man iagttager mennesker og møder dem med en vis forståelse for privilegier. Med et ret så simplificeret eksempel, kan man sige, at det handler om at indse, at den hvide kvinde er mere privilegeret end den brune kvinde, men at den brune kvinde er mere privilegeret end den brune, lesbiske kvinde. Dog er den brune, lesbiske kvinde mere privilegeret end den brune, lesbiske, muslimske kvinde, og selvsamme brune, lesbiske, muslimske kvinde er mere privilegeret end den sorte, lesbiske, muslimske kvinde. Sådan kan vi blive ved med at afkode forskellige befolkningsgrupper med minoritetsidentiteter. og essensen er at forstå, at den enkelte feministiske kamp er helt forskellig for de forskellige borgere.
En klar klasseanalyse er bl.a. også vigtig i disse sammenhænge, og alt efter hvilke, og hvor mange, minoritetsgrupper individet er en del af, kæmper individet vidt forskellige kampe.
Er man kvinde, kan man møde sexisme, er man brun, kan man møde racisme, er man lesbisk kan man møde homofobi, og er man muslim kan man møde islamofobi. Længe har den feministiske agenda haft lavt til loftet, fordi man har glemt, at der er borgere med andre minoritetsidentiteter end kvindekønnet. Netop derfor er den intersektionelle feminisme vigtig – denne gren af feminisme tager nemlig højde for andre minoritetsidentiteter, og derigennem udfolder den det, der engang blot var kvindekamp, til at være kampen for lighed mellem køn, seksualitet, etnicitet, religion etc.
“Det er her, feministerne går galt i byen, og skubber borgere som jeg væk fra den kollektive kamp for lighed”.
Intersektionelle feminister bør derfor, med udgangspunkt i dette virkelighedsbillede, slå en klar streg i sandet overfor tiltag som burkaforbud eller ghettoudspillets tvang i daginstitutioner. Disse tiltag diskriminerer nemlig borgere med muslimsk baggrund og/eller minoritetsetnisk baggrund, og selvom tiltagene i nogles øjne ikke er en direkte krænkelse af kvindekønnet, krænker de både mænd og kvinder, hvis identitet befinder sig udenfor majoritetsborgerens. Burkaforbuddet diskriminerer nemlig muslimske kvinder, mens tvang i daginstitutioner diskriminerer minoritetsetniske børnefamilier.
Det korte af det lange er, at intersektionelle feminister kan have den holdning, de har lyst til i forhold til burkaen som koncept, men bør ikke støtte tiltag, der skaber et ulige forhold mellem muslimske- og ikke-muslimske kvinder. Det er her feministerne går galt i byen, og skubber borgere, som jeg, væk fra den kollektive kamp for lighed.
Jo før alle adopterer det intersektionelle virkelighedsbillede desto bedre. Dog er den intersektionelle feminisme ikke fejlfri, fordi den langt hen ad vejen ekskluderer en lang række feminister på præcis samme måde, som den hvide feminisme gjorde overfor mig tilbage for et års tid siden. Min følelse af eksklusion fra den hvide feminisme har jeg skrevet om i mit tidligere indlæg, og i mit næste vil jeg adressere den grundlæggende udfordring intersektionelle feminister, som jeg, trods alt skaber.
_____________________
Mine definitioner på de centrale feministiske begreber:
Ifølge Den Danske Ordbog er feminisme en ”ideologi, som fremhæver kvinders samfundsmæssige og individuelle betydning, og som kæmper for kvinders rettigheder og kønnenes ligestilling”.
Mange forbinder feminismen i Danmark med de såkaldte rødstrømper i 1970’erne. Feminismen i Danmark har dog eksisteret i lang tid før 1970’erne, hvilket har betydet, at kvindekampen i Danmark i dag er langt mere fremme end kvindekampen i eksempelvis Mellemøsten, mener jeg. I dag har mange unge danskere nemlig fået ligestilling med i modermælken, mens mange minoritetsetniske unge i Danmark ud fra mine observationer, stadig starter deres kamp i hjemmene langt mere bagud. Et lavpraktisk eksempel kan f.eks. være, at mange minoritetsetniske unge kvinder, jeg kender, er vokset op med, at det er dem, der klarer opvask, madlavning og andre huslige pligter, mens deres brødre blot kan nøjes med at sidde klar ved middagsbordet, når klokken slår spisetid.
Ifølge dictionary.com er intersektionalitet (intersectionality) ”the theory that the overlap of various social identities, as race, gender, sexuality, and class, contributes to the specific type of systemic oppression and discrimination experienced by an individual”. Dette kan bedst oversættes til “en teori om at en overlap af forskellige sociale identiteter, f.eks. race, køn, seksualitet og klasse medvirker til en specifik type af systematisk undertrykkelse og diskrimination, individet kan opleve”. Dette begreb har længe været benyttet i USA, og intersektionelle feminister derhenne udgør dermed en langt større gruppe end de intersektionelle feminister herhjemme.
Kort sagt handler intersektionel feminisme om også at bekæmpe strukturel diskrimination på baggrund af andet end køn.
Det er ikke så mærkeligt, at den danske ordbog hidtil ikke har offentliggjort en definition af intersektionalitet – dette begreb er nemlig ikke så hyppigt brugt herhjemme. Dog er det begyndt at blomstre, hvilket blandt andet ses i den offentlige debat, som på Folkemødet i Allinge i år. Her er der nemlig mange, inklusiv mig selv, der betegner sig selv som intersektionelle feminister.
Den intersektionelle feminisme handler om at se individers kampe som forskellige, alt efter hvor mange identitetsmarkører, individet består af. Eksempelvis er jeg både kvinde, muslim og minoritetsetnisk, hvilket gør, at jeg både oplever sexisme, islamofobi og racisme, og min personlige feministiske kamp adskiller sig dermed markant fra den danske majoritetskvinde, der formentlig ”blot” oplever seksisme.