28.11.18
Roba Al-Sharkawi

Hvorfor vælger man at yde frivillig hjælp?

Mange danske unge er frivillige i nødhjælpsorganisationer for at hjælpe andre. Usman Shehzada og jeg føler os for privilegerede som danskere til at lade være.

Min far tog tidligt en beslutning på mine vegne. Jeg skulle gå i min hans fodspor og sørge for at tilsidesætte mine egne behov for andre. Det betød, at jeg som allerede 13-årig blev kastet ud i at yde hjælp til gavn for andre børn.

Årene gik, og det blev et ritual, at jeg hvert år gik med en sparebøsse og samlede ind sammen med min far. Jeg blev senere hen indsamlingsleder hos Folkekirkens Nødhjælp, hvor jeg fik ansvaret for frivillige, der skulle ud og samle ind til årets landsindsamling i den kirke, jeg sad i.

Jeg har derfor valgt at mødes med 26-årige Usman Shehzada, hvor vi taler om inspiration, forpligtelse og ikke mindst hvorfor, vi yder velgørenhed.

Følelsen af forpligtelse

Mange unge i Danmark vælger at yde frivilligt hjælp til fordel for andre. Både Usman og jeg er enige om, at man har en forpligtelse over for folk, som ikke har ligeså meget som os. Vi er meget privilegerede i Danmark, og derfor kan vi ikke tillade os at læne os tilbage.

’’Der er en fordeling blandt os i verden. Jeg føler, at det er med vilje fra Gud af. De bliver testet i, hvor lidt de har, og vi bliver testet i, hvor meget vi har’. siger Usman.

Usman og jeg har ikke samme følelse af forpligtelse. Han kan ikke nikke genkendende til mine følelser. Han mener ikke, at han har nogen form for forpligtelse over for Pakistan, hvor hans familie kommer fra. Selvom jeg ønsker, at alle lande verden over skal leve under gode vilkår, så føler jeg en tand mere forpligtet over for landet Palæstina. For mig er det fordi jeg har et tilhørsforhold til Palæstina. Jeg føler mig forpligtet, når det gælder det palæstinensiske folkefærd. Jeg føler mig forpligtet over for min faster i Gaza, min familie i Libanon og ikke mindst mine bedsteforældre, som blev fordrevet i 1948.

Jeg valgte derfor for nogle år tilbage at blive medstifter på HelpingHand, en organisation der hjælper palæstinensiske børn på Vestbredden, som har dårlige levevilkår. Det var min hjertesag, og egentlig nok stadig min hjertesag den dag i dag. Nu er jeg snart stifter på en ny velgørenhedsorganisation, som er til gavn for børns drømme og håb på Vestbredden.

Inspiration af vores fædre

Usmans far har været en stor inspirationskilde gennem hele Usmans barndom. Gennem Usmans opvækst hjalp Usmans far alle omkring sig. En ældre dansk kvinde, som Usmans far hjalp i mange år, har den dag i dag en stor betydning for familien. Han føler, at det er inspirerende at få lov til at lære af sin far, hvordan man yder hjælp til fordel for alle på sin vej.

Hjemme hos mig var det helt anderledes. Jeg blev nærmest tvunget som 13-årig til at tage ansvar for de mindre privilegerede verden over. Til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling gik min far og jeg fra dør til dør. For ham var det en pligt overfor de mellemøstlige lande, som fik tilsendt pengene, men samtidig også en pligt overfor Danmark, at man viste sig fra sin bedste side. Jeg ved i hvert fald, at jeg absolut ikke bare kan stoppe med at yde velgørenhed, fordi jeg også har en far, som forventer, at jeg går i front, hvad det angår.

Familiens opfattelse af en

Vi er begge enige om, at vores forældre stikker lidt til os, hvad angår deres hjemlande. Vi kan godt forstå deres ønske om, at vi hjælper de ressourcesvage både i Palæstina og Pakistan.

Landene står dem meget kært, og derfor er det også en pligt for vores forældre, at de giver deres kærlighed til hjemlandet videre til os.

Jeg har i en tidlig alder følt presset både fra min familie i Libanon og Palæstina, da jeg er den, som går forrest i familien, når det gælder velgørenhedsarbejde. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg bare kunne læne mig lidt tilbage. Jeg glemmer aldrig følelsen af, at ville gøre alt for at undgå de lange gåture under landsindsamlingerne. Jeg ville hellere lege med mine veninder ude på legepladsen.