28.11.18
Roba Al-Sharkawi

Hvorfor vælger man at yde frivillig hjælp?

Mange danske unge er frivillige i nødhjælpsorganisationer for at hjælpe andre. Usman Shehzada og jeg føler os for privilegerede som danskere til at lade være.

Min far tog tidligt en beslutning på mine vegne. Jeg skulle gå i min hans fodspor og sørge for at tilsidesætte mine egne behov for andre. Det betød, at jeg som allerede 13-årig blev kastet ud i at yde hjælp til gavn for andre børn.

Årene gik, og det blev et ritual, at jeg hvert år gik med en sparebøsse og samlede ind sammen med min far. Jeg blev senere hen indsamlingsleder hos Folkekirkens Nødhjælp, hvor jeg fik ansvaret for frivillige, der skulle ud og samle ind til årets landsindsamling i den kirke, jeg sad i.

Jeg har derfor valgt at mødes med 26-årige Usman Shehzada, hvor vi taler om inspiration, forpligtelse og ikke mindst hvorfor, vi yder velgørenhed.

Følelsen af forpligtelse

Mange unge i Danmark vælger at yde frivilligt hjælp til fordel for andre. Både Usman og jeg er enige om, at man har en forpligtelse over for folk, som ikke har ligeså meget som os. Vi er meget privilegerede i Danmark, og derfor kan vi ikke tillade os at læne os tilbage.

’’Der er en fordeling blandt os i verden. Jeg føler, at det er med vilje fra Gud af. De bliver testet i, hvor lidt de har, og vi bliver testet i, hvor meget vi har’. siger Usman.

Usman Shehzada har altid ydet frivillig hjælp. Foto: Roba Al-Sharkawi

Usman og jeg har ikke samme følelse af forpligtelse. Han kan ikke nikke genkendende til mine følelser. Han mener ikke, at han har nogen form for forpligtelse over for Pakistan, hvor hans familie kommer fra. Selvom jeg ønsker, at alle lande verden over skal leve under gode vilkår, så føler jeg en tand mere forpligtet over for landet Palæstina. For mig er det fordi jeg har et tilhørsforhold til Palæstina. Jeg føler mig forpligtet, når det gælder det palæstinensiske folkefærd. Jeg føler mig forpligtet over for min faster i Gaza, min familie i Libanon og ikke mindst mine bedsteforældre, som blev fordrevet i 1948.

Jeg valgte derfor for nogle år tilbage at blive medstifter på HelpingHand, en organisation der hjælper palæstinensiske børn på Vestbredden, som har dårlige levevilkår. Det var min hjertesag, og egentlig nok stadig min hjertesag den dag i dag. Nu er jeg snart stifter på en ny velgørenhedsorganisation, som er til gavn for børns drømme og håb på Vestbredden.

Inspiration af vores fædre

Usmans far har været en stor inspirationskilde gennem hele Usmans barndom. Gennem Usmans opvækst hjalp Usmans far alle omkring sig. En ældre dansk kvinde, som Usmans far hjalp i mange år, har den dag i dag en stor betydning for familien. Han føler, at det er inspirerende at få lov til at lære af sin far, hvordan man yder hjælp til fordel for alle på sin vej.

Jeg har fra en tidlig alder været frivillig og hjulpet andre. Da jeg var 13 år, tvang min far mig til at tage ansvar.

Hjemme hos mig var det helt anderledes. Jeg blev nærmest tvunget som 13-årig til at tage ansvar for de mindre privilegerede verden over. Til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling gik min far og jeg fra dør til dør. For ham var det en pligt overfor de mellemøstlige lande, som fik tilsendt pengene, men samtidig også en pligt overfor Danmark, at man viste sig fra sin bedste side. Jeg ved i hvert fald, at jeg absolut ikke bare kan stoppe med at yde velgørenhed, fordi jeg også har en far, som forventer, at jeg går i front, hvad det angår.

Familiens opfattelse af en

Vi er begge enige om, at vores forældre stikker lidt til os, hvad angår deres hjemlande. Vi kan godt forstå deres ønske om, at vi hjælper de ressourcesvage både i Palæstina og Pakistan.

Landene står dem meget kært, og derfor er det også en pligt for vores forældre, at de giver deres kærlighed til hjemlandet videre til os.

Jeg har i en tidlig alder følt presset både fra min familie i Libanon og Palæstina, da jeg er den, som går forrest i familien, når det gælder velgørenhedsarbejde. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg bare kunne læne mig lidt tilbage. Jeg glemmer aldrig følelsen af, at ville gøre alt for at undgå de lange gåture under landsindsamlingerne. Jeg ville hellere lege med mine veninder ude på legepladsen.

Roba Al-Sharkawi
Roba Al-Sharkawi er 27 år og er fotograf og rådgiver til dagligt.

Andre artikler

16.12.19 Zaklina Rajovic

Hvad med os, der ikke er muslimer?

Zaklina er træt af, at integrations- og minoritetsproblemstillinger altid diskuteres i lyset af islam. Læs, hvad hun mener om det.
26.11.19 Nelli Ann-Marie Dahl

Litteraturfestival sætter fokus på BIPOC-forfatterskaber

Ny litteraturfestival vil udvide grænserne for, hvad vi forstår ved litteratur og skabe et rum, hvor alle føler sig velkomne
06.10.19 Tobias Manczak

Palæstinensisk familie har bokset sig til toppen

Khattab-familien er blandt Danmarks bedste indenfor dansk boksning. Læs, hvad der har båret familien frem.
01.10.19 Aburna Mohanathas

Talk Town Aarhus: Dialog om statslig vold

Af Ella Yar og Aburna Mohanathas Radioaktiv inviterede til en spændende snak om diskrimination, vold og minoritetsstress. Især ordet “vold” var centrum for debatten. Derfor fangede vi to stærke personligheder fra snakken til en kort dialog.Hør hvad Meryam CK fra Kvinder I Dialog og Ilhaam Mohammed fra De Blå Stjerner svarede, da vi spurgte dem, […]
29.09.19 Ella Yar

Talk Town Aarhus: Krænkelseskultur, evig kamp og intersektionalitet

Mino Views var med til en debat om racisme og feminisme. Her er vores anmeldelse.
22.09.19 Nadeen Aiche

Intersektionelle feminister reproducerer præcis det, vi prøver at bryde med

Den intersektionelle feminisme er ikke fejlfri, for selve ordet "intersektionalitet" ekskluderer.
18.09.19 Nadeen Aiche

Hvorfor er intersektionel feminisme vigtigt?

Dette indlæg handler om intersektionel feminisme og vigtigheden i at have fået et ellers ret så velkendt virkelighedssyn ind i en dansk kontekst.
15.09.19 Nadeen Aiche

Det sidste, jeg ville kalde mig, var feminist

Jeg har altid været feminist på trods af, at jeg ikke altid har haft lyst til at kalde mig det.
08.09.19 Mohammad Ali

Drømme har ingen udløbsdato – fra ghettoen til cockpittet

Piloten Zeki Mehmet Celik fortæller om, hvordan han gik fra at være arbejdsløs i fire år til at sidde i cockpittet hos et af verdens mest kendte flyselskaber.
01.09.19 Halima Banouri

Er jeg dummere, fordi jeg er brun?

Racismen og diskriminationen indtræder i mange faconer, men at det skulle foregå i akademiske sammenhænge, chokerede mig.
03.04.19 Osman Sari

En erklæring af national-kærlighed

Osman fortæller om, hvordan han lærte at omfavne sin kurdisk identitet
17.06.19 Kulturredaktion

Minopolet på Roskilde – Episode 1

Skal du på Roskilde Festival for første gang, og er du, ligesom en vores læsere for eksempel, i tvivl om, hvad du skal have med på Roskilde? Frygt ej: Minopolet har lyttet til dine bønner og har løsningen til dig. Spoiler: Makrel ain’t it 😳😳😳 Brought to you in cooperation with Roskilde Festival.#roskildedonations
01.03.19 Nadia Brakti

Anmeldelse: Familie Før Alt

For 10 år siden blev Olcay Senoglu gift i Ankara med sin kusine. Halvandet år senere stod han overfor valget mellem frihed og fællesskab. Sammen tager Babak Vakili og Olcay tilbage til Ankara og prøver at svare på, hvordan Olcay endte i den situation.
19.09.19 Kulturredaktion

Skal du være med til at lave vores næste udgivelse?

Nu kan du søge om at blive en del af redaktionen. Skriv til os senest 1. oktober.