28.11.18
Arvin Ammary

Iran vs. Vesten på de sociale mediers slagmark

Iran og Vestens 40 år gamle rivalitet har spredt sig til de sociale medier, og iranere både i Danmark og i Iran bliver udnyttet til at øge den folkelige opbakning til sanktioner og intervention mod den iranske befolkning.

Langt de fleste iranere i Danmark er kommet til landet, efter det islamiske styre kom til magten i Iran efter revolutionen i 1979. Derfor er det naturligt, at store dele af den iranske befolkning i Danmark er imod den iranske regering og dets islamiske elementer, som tidligere var mindre udbredte i Iran. Det er derfor også naturligt, at de måder, emner relateret til Iran omtales på af danske iranere, er påvirket af dette. Holdninger som ofte høres blandt dansk-iranere er bl.a. en forkastelse af Islam og et ønske om at vælte  nuværende regering. I medierne i Danmark kan der dog forekomme et forvrænget og ensidigt billede af dansk-iraneres holdninger til Iran og Islam. Mediernes vinklinger kan dermed give et indtryk af, at iranere selv støtter op om sanktioner og intervention mod Iran, hvilket har været på USA’s dagsorden i flere årtier.

At være opmærksom på bias og at forholde sig kritisk til nyheder er blevet en enorm vigtig færdighed i vores medialiserede samfund, hvor falske nyheder, botting, sensationalisme, trolls, og ekkokamre infiltrerer vores hverdage mere end nogensinde før. Selvom effekten som medierne har på befolkningen er besværlig at måle, kan de have en potentiel stor påvirkning både her i Danmark og i Iran. Dette kan tydeligt ses i det nuværende politiske klima.

Onlinebevægelser og protester i Iran

Siden den iranske revolution har Iran stået på den modsatte side af Vestens politiske interesser på trods af, at de to parter aldrig har været i direkte militærkonflikt. Dette er dog noget, som gennem de sidste 40 år er blevet opfordret af adskillige politikere, og som stadig er noget, der truer med at blive en realitet. Kampen har i de seneste årtier befundet sig på en ny slagmark: nemlig i medierne.

I det seneste årti er sociale medier globalt blevet et af de vigtigste værktøjer for politiske bevægelser og spiller nu en betydelig rolle i kommunikation og organisering af demonstrationer. Sociale medier øger den globale bevidsthed om igangværende begivenheder, og er blevet et vigtigt værktøj i formidlingen af information om demonstranters aktiviteter. Dette var tydeligt set under Det Arabiske Forår, hvor sociale medier blev set som drivkraften bag den hurtige spredning af protester over hele verden. Mange af landene, som oplevede demonstrationer under det arabiske forår, endte dog i konflikter eller krig blandt andet som et resultat af intervention fra primært vestlige lande, eksempelvis i Syrien, Libyen, Yemen og Irak.

I Iran er der dog i de seneste år sprunget protester og onlinebevægelser op på de sociale medier, mest bemærkelsesværdigt White Wednesday og My Stealthy Freedom. Blandt andet med formålet om flere borgerrettigheder for kvinder.

Disse bevægelser på de sociale medier er dog muligvis blevet misbrugt af politikere til at gennemføre en politik, der reelt set kan være skadelig for den iranske befolkning.

Virale videoer af oprørske iranske kvinder, som risikerer fængselsstraf for deres handlinger, er blevet delt og set af millioner af mennesker på de sociale medier. Interessant nok bliver disse videoer dog også ofte aktivt delt af mange neokonservative og høgeagtige politikere, som ellers sjældent offentligt støtter op om muslimers rettigheder i Mellemøsten.

Kampagnerne White Wednesday og My Stealthy Freedom er begge startet af den kontroversielle journalist og aktivist, Masih Alinejad, som er redaktør for de amerikanske regeringsejede radio- og TV-kanaler, VOA Persian og Radio Farda.

På de sociale medier er det markant, hvordan faste narrativer og vendinger omkring hendes aktivisme allerede er opstået. Videoer af de iranske kvinders forkastelse af regeringens restriktive love er på de sociale medier blevet bundet sammen med et narrativ om, at et vestligt-ledet regimeskift og sanktioner er den endelige løsning til den iranske befolknings problemer.

Historien gentager sig

Med den nuværende administration i Washington, bestående af notorisk anti-iranske højtstående politikere som John Bolton og Mike Pompeo, er det naturligt, at disse mediekampagner bliver brugt til at retfærdiggøre sanktioner og pres mod Iran i menneskerettighedernes navn. Dette skub mod sanktioner ses også fra danske politikere, eksempelvis Naser Khader, som gør brug af billeder fra terrororganisationen Mojahedin-e Khalqs forsamlinger til at fremvise iranernes ønske om at ”frigøre Iran”.

Denne fremkomst af vestlige mediekampagner på de sociale medier, som synes at sympatisere med befolkningens situation i et land, som ligger i modvægt til USA’s udenrigspolitiske interesser, er hvad der kan fremstå som moderne propaganda for at vinde folkets opbakning. Sjældent ser man de samme kampagner om de omkringliggende lande i medierne, på trods af at have lignende sociale bevægelser og lignende menneskerettigheder.

Denne form for sensationalistisk medieopmærksomhed er ikke noget nyt, og er tidligere blevet brugt til eksempelvis at øge den offentlige støtte til intervention i Irak og Libyen. Den iranske befolknings ægte kampe for flere borgerrettigheder bliver derfor i en grad udnyttet af interventionister til at fremme deres muligt farlige politik.

[Det skal bemærkes, at betegnelsen for “Vesten” generelt er upræcist, og dækker over en bred vifte af vidt forskellige lande, og vil i denne artikel derfor hovedsageligt blive brugt til at beskrive USA, Storbritannien og i en grad Danmark.]