Hele mit voksne liv har jeg frygtet kærligheden. Jeg har frygtet at lade et andet menneske kom tæt på, tæt nok til at se ind i alle de mørke afkroge af mit sind, tæt nok til at se revnerne i den facade af normalitet, der holder mig samlet. Jeg har frygtet kærligheden af mange grunde, men en af dem er, at jeg altid har følt mig dybt sårbar som kvinde. Ikke fysisk sårbar, men sårbar fordi den verden jeg lever i, er indrettet som “a man’s world”. Sådan har jeg ikke altid oplevet verdenen, og jeg husker tydeligt den dag, hvor det hele ændrede sig.
Året er 1998, jeg er syv år og er i Pakistan. Det er en tid før internet, før mobiltelefoner blev allemandseje, en tid med VHS og kassettebånd. Det er en simplere tid, hvor der kun er tre tv-kanaler at vælge imellem, og populære tv-serier samler familierne foran deres klodsede tv’er på tværs over landet. Sommerens store hit er et romantisk drama om tre unge venner og deres tid i militæret. Serien, det vil sige de tre unge mandlige skuespillere, bliver flittigt diskuteret blandt naboer og de ældre kusiner. Forestil jer en pakistansk, low-budget, serie-version af Top Gun. Og jeg er ligesom alle andre hooked; forgabt i uniformerne, de seje militærudstyr, og de livstruende missioner. Når jeg bliver stor, vil jeg være præcis ligesom vennerne. Den drøm blev punkteret en dag, da en tante satte mig ned og forklarede, at piger ikke kunne blive soldater, men jeg kunne jo altid blive en militærlæge, eller endnu bedre: en sygeplejerske og på den måde støtte vores tapre soldater. Jeg græd i dagevis, i vrede og frustration over at være en pige.
Dette var øjeblikket, hvor jeg forstod, at forskellen på drenge og piger var mere, end at vi så forskellige ud. Dette var mit første møde med kønsdiskrimination, og på mange måder definerede det mine forestillinger om at være en kvinde. Maskulinitet havde patent på de ting, som jeg var draget til, styrke, selvsikkerhed og modighed. Mens kvindelighed blev defineret i modsætning til al dette; kvinder er svage, skrøbelige og sårbare. Selvom jeg voksede fra ambitionen om en karriere som jagerpilot – med en højde på 150 var det helt klart en uopnåelig drøm – så adopterede jeg en militaristisk tilgang til kærlighed. At vise følelser er tegn på svaghed, at føle sig knyttet til nogen er en svaghed, demonstrationer af sorg eller glæde er tegn på svaghed. Kærlighed blev katastrofisk for det forsvarsværk, jeg havde bygget omkring mig – her kan det blive ensomt og isoleret, men her er jeg i sikkerhed.
I 2018 lå antallet af kvindelige ofre for seksualforbrydelser på 3.746 – antallet af mandlige ofre var 505. Udviklingen igennem de seneste år med #Metoo bevægelsen, de utallige beretninger om overgreb og seksuel chikane, debatten om samtykke, og debatten omkring kriminalisering af psykisk vold, vidner om problematiske samfundsstrukturer. Mænd og kvinder er ikke opdelt som voldsudøvere og ofre, og mænds oplevelser af overgreb og vold skal ikke negligeres. Men man kan ikke se bort fra, at kvinder er overrepræsenteret som ofre af overgreb og vold i hjemmet. Der er tydeligvis en ubalance i dynamikken mellem køn og magt. Mangel på stærke kvindelige portrætteringer på film og i tv, forskelsbehandling i klasseværelser og på arbejdsmarkedet, forældede forestillinger om kønsroller, udgøre en farlig cocktail, der kan forvrænge unge piger og kvinders ideer om kvindelighed.
Nu er jeg selv en stolt tante til nogle vidunderlige piger. Jeg frygter ikke den ubetingede kærlighed, jeg føler for dem, men jeg frygter for, om de vil vokse op og føle sig begrænset af deres køn. Jeg frygter for, om verden vil behandle dem uretfærdigt, fordi de er piger, og jeg frygter for, at de vil tvivle på deres egne evner og styrker, fordi de er piger. Jeg frygter for, at de ligesom jeg, vil opleve stor vrede og frustration over, at samfundet ikke spejler deres selvbilleder. Jeg har efterhånden lært, at kønskampen også handler om det banale, det handler om alle de gange, hvor en lille pige stiller spørgsmålet ”Kan piger godt …?”
Svaret er, ”JA! Selvfølgelig kan du både blive en ortopædkirurg OG en tryllekunstner” (skolevejledere har virkelig rykket sig siden min folkeskoletid). I den lille piges klare øjne, der endnu ikke er påvirket af ulighedens realitet, ser jeg den syv-årige pige, der drømte om uniform, jagerfly og farlige missioner. Jeg skylder dem begge ikke længere at leve i frygt, for hverken kærlighed, følelser eller alle de situationer hvor jeg vil være nødt til at kæmpe for min rettigheder som en brun, muslimsk, kvinde.
KÆRLIGHED. Dette forår har Mino Views valgt at kaste et blik på kærligheden, og dette indlæg, du sidder og læser nu, er en del af vores anden udgivelse “Kærlighed”. Vi elsker bøger, os selv, ghettoen, og så kigger vi nærmere på problematikker fra et minoritetsperspektiv. Det handler om alt fra ægteskab til myten om jomfruhinden. Du kan finde mere fra “Kærlighed” forneden. Tak fordi du læser med. Kh redaktionen <3