29. august 2016 var første dag på mit nyvalgte studie. En humanistisk bacheloruddannelse på Aarhus Universitet ventede mig. Spændingen løb gennem mine årer den sensommerdag. Solen skinnede ned på Nobelparken. Jeg gik med sommerfugle i maven og forvirring i hovedet ind ad indgangen til en bygning. Var det nu den rigtige, tænkte jeg. Det var det, og jeg trådte ind i en akademisk verden, hvor kærlighed og nysgerrighed blev set som en ressource. Passionerede, forvirrede og forventningsfulde var vi alle. Mine medstuderende og jeg havde alle valgt at træde ind i en ny verden.
For mig var studiestarten begyndelsen på en oplevelsesrig hverdag, hvor jeg skulle forsvare mig og mit valg. Forklare, hvad hensigten med min uddannelse var og ja, italesætte hvad jeg læser til. Fordi ofte i minoritetsmiljøet kan man blive til fire ting: læge, jurist, ingeniør eller familiens skamplet.
Jeg er ingen af delene. De af os, der beriger den humanistiske verden, er ingen af delene.
Jeg har været privilegeret og heldig, da min familie har støttet mig og ladet mig træffe valget, selvom mit valg har ført til en masse ubehageligheder for mine forældre. Deres datters valg er blevet set ned på. Min mor har lagt ører til en del. En del, som hverken beskriver mit studie eller mig. Blot andre menneskers fordomme. ”Min datter læser til diplomingeniør – og det kræver en hjerne at læse til ingeniør,” var der en, som sagde til min mor, da dét er det eneste rigtige at læse…?
Nej, må jeg blot sige. Hvis man trives i det miljø, man læser i og har passion som drivkraft, er man nok det rette sted.
”Når jeg nævner for andre afghanere, især den ældre generation, at jeg læser engelsk, forstår de ikke helt, hvad uddannelsen skal bruges til. Enkelte gange har jeg modtaget nedladende bemærkninger om mit studievalg, da de ikke anerkender en bachelor i Engelsk som værende på lige fod med andre videregående uddannelser.” – Rosa, engelskstuderende
Nogle gange indebærer trivsel at flytte fra reden og finde fodfæste i en anden by. Med nye mennesker, nye indtryk og nye veje at fare vild i. For mig var det Smilets By, som kaldte. En stor, smuk og farverig by, som jeg i dag holder meget af. End ikke i min nye rede, kunne jeg være fri fra fordommene.
”Nå ja, din datter er jo flyttet til Aarhus.” ”Bor hun alene?”
Min humanistiske uddannelse retfærdiggør ikke en flytning. Havde jeg valgt noget mere naturvidenskabeligt, var det accepteret. Og til de nysgerrige sjæle, så er svaret nej, jeg bor ikke alene. Mine roomies er Shakespeare, Virginia Woolf, J.K. Rowling, Charlotte Brontë og en masse andre vidunderlige kunstneriske ildsjæle. Deres tilstedeværelse inspirerer og motiverer mig hver evig eneste dag. Med en kop te i min hånd bliver jeg revet ind i den litterære historie. Alle perioder får jeg lov til at opleve gennem mit studie.
”Jeg skal svare på, hvad jeg kan bruge mit studie til, og hvad jeg kan arbejde som. Derudover har jeg fået af vide, at jeg kommer til at få svært ved at finde arbejde, og hvis jeg havde gode karakterer fra gymnasiet, hvorfor valgte jeg så ikke noget i den mere samfundsfaglige/naturvidenskabelige retning?” – Inas, litteraturhistoriestuderende
”Vi har hørt, din datter skal på udveksling til udlandet – helt alene?”
En drøm. En lyserød sky. En enestående mulighed og en fantastisk oplevelse. Berigende og befriende. Det er de ord, som jeg vil sætte på mit udlandsophold. Privilegeret er vi, som tager afsted. Fordybelsen var en gave. Bøgerne og teksterne, som vi læste, var en sand fornøjelse. Det sværeste var at vende hjem til de sladretanter, som jeg ellers var fri for. For ja, jeg tog afsted alene. Uden far og bror. Det havde hele byen hørt om, og endnu en gang skulle mine forældre stå på mål. Jeg undrede mig over, hvordan fremmede stoppede dem på gaden for at spørge ind til en person, de ikke kendte. Men ord flyver som vinden ind i alle.
”En ting er, at man læser humaniora og dermed studerer i en videnskabelig boldgade, der i nogle kredse – med en stor håndfuld af fordomme – betegnes som pseudo-videnskaber. En anden ting er religionsvidenskaben, som er mit studie, af mange forveksles med teologi, men adskiller sig fra teologistudiet på væsentlige punkter. Med min islamiske identitet og baggrund oplever jeg fordomme såsom: “Skal du være præst? Er du ikke muslim?” Jeg oplever det dels som en forkert præmis, man går humaniora i møde med, og dels som en fordom mod religionsvidenskaben, der på mange måder er ét af de studier, som er vigtigst for vores samtid. Derfor elsker jeg religionsvidenskaben på trods af de mange fordomme, jeg møder på min vej.” – Tarik, religionsvidenskabsstuderende
En stor håndfuld fordomme og en pseudo-videnskab. Beskrivende er det, om de øjne som kigger ned på mig og mine medstuderende. Vi er en del, som skiller os ud fra mængden. Som lever, elsker og ånder for at være os selv. Som kæmper mod de onde øjne. Hver dag. Vi forsætter med at læser videre, vi fordyber os i den verden, vi har valgt, netop fordi i sidste ende overvinder kærligheden alt.
KÆRLIGHED. Dette forår har Mino Views valgt at kaste et blik på kærligheden, og dette indlæg, du sidder og læser nu, er en del af vores anden udgivelse “Kærlighed”. Vi elsker bøger, os selv, ghettoen, og så kigger vi nærmere på problematikker fra et minoritetsperspektiv. Det handler om alt fra ægteskab til myten om jomfruhinden. Du kan finde mere fra “Kærlighed” forneden. Tak fordi du læser med. Kh redaktionen <3