28.11.18
Nadeen Aiche

“Nadeen, er jeg for hvid til at sige habibi?”

Det kan være hårdt at være et omvandrende brunt leksikon, men ifølge mig er det netop dét, som bidrager til at rykke noget i samfundet.

Selvom man ikke kan negligere, at for mange minoritetsetniske danskere bliver klumpet sammen på uddannelsesinstitutionerne, kan man ikke se bort fra, at det er lige så problematisk, at majoritetsdanskere vokser op uden at have nogen relevant indsigt i andre kulturer end den danske.

På Gefion Gymnasium hvor jeg nu går på mit andet år, har jeg stiftet bekendtskab med en af mine nuværende bedste venner, Markus. Selvom vores venskab er som ethvert andet – fyldt med latter, skænderier og diskussioner – er der dog noget ret specielt over netop os to, hvis jeg selv skal sige det: Vi er født og opvokset i to vidt forskellige både sociale og kulturelle sammenhænge, haft vidt forskellige forudsætninger for at etablere et succesrigt liv, og vi har dermed også en super kontrastfyldt kulturel indsigt.

Markus er et vaskeægte stereotypt Østerbro-barn. Han er født af fantastisk stillede forældre, som har sendt ham på privatskole, hvor han tilbragte ti år af sit liv i en klasse udelukkende bestående af majoritetsdanskere; præcis som ham selv. Selv er jeg opvokset i det, jeg ser, som landets mest marginaliserede bydel, Nørrebro, hvor jeg med min familie – bestående af en mor og far, som kom til landet som flygtninge – bor i en lille almen bolig nær Blågårds Plads. Herudover har jeg gået i folkeskole på Blågård Skole i en klasse, hvor sammensætningen mellem etniske mino- og majoriteter var 50/50.

Menneskets opvækst danner grundlag for det verdenssyn, man har. Mit og Markus’ forskellige verdenssyn afspejler sig naturligvis i de samtaler, vi typisk har. Vi to går nemlig igennem hverdagen med vidt forskellige forståelser af både os selv og andre; her har jeg eksempelvis været så privilegeret både at have kendskab til den danske og den arabiske kultur. Med Markus står det anderledes til. Han har aldrig været venner med en som mig, og det danner typisk grundlag for en lang række lagrede spørgsmål, som han både ufiltreret og nysgerrigt stiller mig. Jeg er nemlig blevet hans nøgle til forståelsen af de kulturer, han  fejlagtigt ikke har haft bekendtskaberne til at få indsigt i.

“Nadeen, er jeg for hvid til at sige ‘habibi’?”, “Nadeen, hvorfor synes du, det er så irriterende at få påpeget din hudfarve i en eller anden kontekst?”, “Nadeen, hvorfor vil du ikke kaldes nydansker – hvordan skal man så betegne den kategori, du også er en del af?”

Disse citater er ikke til for at portrættere Markus som dum eller ubegavet. De er til for at fremhæve nogle af de spørgsmål, jeg bliver stillet i det private rum, når tilliden mellem to er etableret.

Selvom jeg til tider prøver at grine over, hvor upassende eller indlysende svarene på hans spørgsmål er, slår det mig, at det er et klart tegn på, hvor vigtigt hans kendskab til mig er. Spørgsmålene er et klart eksempel på, hvor fejlagtigt det er at afskærme majoritetsdanskere fra minoritetsdanskere. Den såkaldte sammenhængskraft kommer ikke kun ved, at minoritetsetniske danskere kender mere til den danske kultur. Majoriteten bør også have basal indsigt i andre kulturer – vi skal trods alt rykke os tættere på hinanden alle sammen.

Selvom det er hårdt at være “det omvandrende, brune leksikon”, så er jeg sikker på, at det er bekendtskaber som vores, der rykker på noget i samfundet. Næste gang nogen eksempelvis omtaler efterkommere af indvandrere som nydanskere foran Markus, er han klar på selv at nuancere den samtale. Derfor er jeg pavestolt over at være en del af kampen for den næste generations samfund.

I dag taler man i den offentlige debat udelukkende om, at flokdyrsmentaliteten efterleves af minoritetsetniske elever. Faktum er dog, at flokdyrsmentalieten i ligeså høj grad udøves af majoritetsdanskeren, og dette bliver nødt til at blive italesat. Det ideelle, fælles og fremtidige samfund forudsætter ikke kun, at jeg kender til julen. Borgere som Markus skal også kende til Eid. Det skal vi bestræbe os efter at opnå, fremtiden er nemlig langt fra homogen.

Screenshot fra samtaler med Markus. Alan er dansk-kurder fra Tyrkiet*
Nadeen Aiche
Nadeen Aiche er 18 år og gymnasieelev. Hun har engageret sig i den offentlige debat, siden hun var 14 år, med fokus integration, feminisme og diskrimination.

Andre artikler

08.09.19 Mohammad Ali

Drømme har ingen udløbsdato – fra ghettoen til cockpittet

Piloten Zeki Mehmet Celik fortæller om, hvordan han gik fra at være arbejdsløs i fire år til at sidde i cockpittet hos et af verdens mest kendte flyselskaber.
16.12.19 Zaklina Rajovic

Hvad med os, der ikke er muslimer?

Zaklina er træt af, at integrations- og minoritetsproblemstillinger altid diskuteres i lyset af islam. Læs, hvad hun mener om det.
26.11.19 Nelli Ann-Marie Dahl

Litteraturfestival sætter fokus på BIPOC-forfatterskaber

Ny litteraturfestival vil udvide grænserne for, hvad vi forstår ved litteratur og skabe et rum, hvor alle føler sig velkomne
06.10.19 Tobias Manczak

Palæstinensisk familie har bokset sig til toppen

Khattab-familien er blandt Danmarks bedste indenfor dansk boksning. Læs, hvad der har båret familien frem.
01.10.19 Aburna Mohanathas

Talk Town Aarhus: Dialog om statslig vold

Af Ella Yar og Aburna Mohanathas Radioaktiv inviterede til en spændende snak om diskrimination, vold og minoritetsstress. Især ordet “vold” var centrum for debatten. Derfor fangede vi to stærke personligheder fra snakken til en kort dialog.Hør hvad Meryam CK fra Kvinder I Dialog og Ilhaam Mohammed fra De Blå Stjerner svarede, da vi spurgte dem, […]
29.09.19 Ella Yar

Talk Town Aarhus: Krænkelseskultur, evig kamp og intersektionalitet

Mino Views var med til en debat om racisme og feminisme. Her er vores anmeldelse.
22.09.19 Nadeen Aiche

Intersektionelle feminister reproducerer præcis det, vi prøver at bryde med

Den intersektionelle feminisme er ikke fejlfri, for selve ordet "intersektionalitet" ekskluderer.
18.09.19 Nadeen Aiche

Hvorfor er intersektionel feminisme vigtigt?

Dette indlæg handler om intersektionel feminisme og vigtigheden i at have fået et ellers ret så velkendt virkelighedssyn ind i en dansk kontekst.
15.09.19 Nadeen Aiche

Det sidste, jeg ville kalde mig, var feminist

Jeg har altid været feminist på trods af, at jeg ikke altid har haft lyst til at kalde mig det.
01.09.19 Halima Banouri

Er jeg dummere, fordi jeg er brun?

Racismen og diskriminationen indtræder i mange faconer, men at det skulle foregå i akademiske sammenhænge, chokerede mig.
03.04.19 Özcan Ajrulovski

Featuring – Fem hurtige med forfatter Nilgün Erdem

Vi har talt med forfatter Nilgün Erdem om hendes forfatterskab, og hvad kærlighed betyder for hende.
28.11.18 Arvin Ammary

Iran vs. Vesten på de sociale mediers slagmark

Krig og politisk spænding er ikke kun fysisk, men har i høj grad rykket sig ind på de sociale medier
06.07.19 Hinda Olad

Boykot eller bangers: Kan man skille kunstneren fra musikken?

Jeg har spurgt Roskilde Festivals gæster om, hvad de mener om omdiskuterede kunstnere som Cardi B og R. Kellys fortid og musik.