28.11.18
Nadeen Aiche

“Nadeen, er jeg for hvid til at sige habibi?”

Det kan være hårdt at være et omvandrende brunt leksikon, men ifølge mig er det netop dét, som bidrager til at rykke noget i samfundet.

Selvom man ikke kan negligere, at for mange minoritetsetniske danskere bliver klumpet sammen på uddannelsesinstitutionerne, kan man ikke se bort fra, at det er lige så problematisk, at majoritetsdanskere vokser op uden at have nogen relevant indsigt i andre kulturer end den danske.

På Gefion Gymnasium hvor jeg nu går på mit andet år, har jeg stiftet bekendtskab med en af mine nuværende bedste venner, Markus. Selvom vores venskab er som ethvert andet – fyldt med latter, skænderier og diskussioner – er der dog noget ret specielt over netop os to, hvis jeg selv skal sige det: Vi er født og opvokset i to vidt forskellige både sociale og kulturelle sammenhænge, haft vidt forskellige forudsætninger for at etablere et succesrigt liv, og vi har dermed også en super kontrastfyldt kulturel indsigt.

Markus er et vaskeægte stereotypt Østerbro-barn. Han er født af fantastisk stillede forældre, som har sendt ham på privatskole, hvor han tilbragte ti år af sit liv i en klasse udelukkende bestående af majoritetsdanskere; præcis som ham selv. Selv er jeg opvokset i det, jeg ser, som landets mest marginaliserede bydel, Nørrebro, hvor jeg med min familie – bestående af en mor og far, som kom til landet som flygtninge – bor i en lille almen bolig nær Blågårds Plads. Herudover har jeg gået i folkeskole på Blågård Skole i en klasse, hvor sammensætningen mellem etniske mino- og majoriteter var 50/50.

Menneskets opvækst danner grundlag for det verdenssyn, man har. Mit og Markus’ forskellige verdenssyn afspejler sig naturligvis i de samtaler, vi typisk har. Vi to går nemlig igennem hverdagen med vidt forskellige forståelser af både os selv og andre; her har jeg eksempelvis været så privilegeret både at have kendskab til den danske og den arabiske kultur. Med Markus står det anderledes til. Han har aldrig været venner med en som mig, og det danner typisk grundlag for en lang række lagrede spørgsmål, som han både ufiltreret og nysgerrigt stiller mig. Jeg er nemlig blevet hans nøgle til forståelsen af de kulturer, han  fejlagtigt ikke har haft bekendtskaberne til at få indsigt i.

“Nadeen, er jeg for hvid til at sige ‘habibi’?”, “Nadeen, hvorfor synes du, det er så irriterende at få påpeget din hudfarve i en eller anden kontekst?”, “Nadeen, hvorfor vil du ikke kaldes nydansker – hvordan skal man så betegne den kategori, du også er en del af?”

Disse citater er ikke til for at portrættere Markus som dum eller ubegavet. De er til for at fremhæve nogle af de spørgsmål, jeg bliver stillet i det private rum, når tilliden mellem to er etableret.

Selvom jeg til tider prøver at grine over, hvor upassende eller indlysende svarene på hans spørgsmål er, slår det mig, at det er et klart tegn på, hvor vigtigt hans kendskab til mig er. Spørgsmålene er et klart eksempel på, hvor fejlagtigt det er at afskærme majoritetsdanskere fra minoritetsdanskere. Den såkaldte sammenhængskraft kommer ikke kun ved, at minoritetsetniske danskere kender mere til den danske kultur. Majoriteten bør også have basal indsigt i andre kulturer – vi skal trods alt rykke os tættere på hinanden alle sammen.

Selvom det er hårdt at være “det omvandrende, brune leksikon”, så er jeg sikker på, at det er bekendtskaber som vores, der rykker på noget i samfundet. Næste gang nogen eksempelvis omtaler efterkommere af indvandrere som nydanskere foran Markus, er han klar på selv at nuancere den samtale. Derfor er jeg pavestolt over at være en del af kampen for den næste generations samfund.

I dag taler man i den offentlige debat udelukkende om, at flokdyrsmentaliteten efterleves af minoritetsetniske elever. Faktum er dog, at flokdyrsmentalieten i ligeså høj grad udøves af majoritetsdanskeren, og dette bliver nødt til at blive italesat. Det ideelle, fælles og fremtidige samfund forudsætter ikke kun, at jeg kender til julen. Borgere som Markus skal også kende til Eid. Det skal vi bestræbe os efter at opnå, fremtiden er nemlig langt fra homogen.