Når Sabba Mirza fortæller om sin studietid, handler det ikke så meget om jura. Hun var nygift, nyforelsket og havde et barn, som var hendes første prioritet. Studiet fyldte ikke det helt store dengang. Hun havde tidligere flirtet lidt med tanken om at studere jura, så det var ikke et tilfældigt studievalg, men det var alligevel ikke noget, hun fokuserede på.
”Det første år på jura tog jeg det ikke seriøst, for det var min anden prioritet. Mit barn var jo min første prioritet. Jura var bare noget, jeg hyggede mig med.”
Først fra andet år efter at have set, hvor gode karakterer hun havde fået, fik hun motivationen til at tage studiet alvorligt.
Man skal ikke søge længe på hverken internettet, diverse Facebook-grupper eller på KUA for at finde jurastuderende, som ikke trives, er stressede eller pressede. Men modsat hvad flere undersøgelser viser om jurastuderende havde Sabba Mirza et afslappet forhold til sine studier.
”Jeg har nydt min uddannelse, og jeg har aldrig haft stress over mine studier”, siger hun med et glimt i øjet.
Ligeledes har hun haft det godt socialt, og det var hende en gåde, da hun som underviser for første gang mødte det miljø, jura har ry for. Flere studerende kontakter hende med deres bekymringer om ting som deres frygt for semesterstart, følelsen af at topkarakterer er en nødvendighed, galoperende hjerter før eksaminer, hvor pressede og bange de var for ikke at kunne følge med både fagligt og socialt, og hvilke kvalifikationer et arbejdsmarked krævede af dem. Bekymringerne favnede bredt.
“Der var brug for kendskab til mennesket bag juristen”
Det faktum, at hendes studerende havde det dårligt, havde også en indvirkning på hendes egen trivsel, som hun jo aldrig havde haft problemer med, og det var netop trivsel, der fik hende til at stifte organisationen My Law Story. Nu betragter hun det som problematisk, at trivslen blandt mange studerende egentlig er så dårlig som den er. Uden at vide noget om iværksætteri, stiftede hun organisationen i samarbejde med nogle studerende. Det startede spontant og som en tilfældighed, men det fortsatte arbejde er ikke en tilfældighed. Der er mening i det, mener Sabba Mirza.
”Vi har talt ind i et stort behov, og vi har ramt ind et sted, som folk har manglet, men ingen har talt om”, fortæller hun.
Ingen havde talt om det, men der var brug for det. Der var brug for kendskab til mennesket bag juristen. Det har også sparket noget mod i gang hos folk, for flere begynder efterhånden at henvende sig til hende og tilbyde deres frivillige hjælp – både studerende, færdiguddannede og virksomheder. Ifølge Sabba Mirza kommer man normalt aldrig helt tæt på juristens personlige side, når man normalt møder jurister. Det er altid fagligt og overfladisk.
”Jeg synes, det er vigtigt at hylde de mennesker, som står bag de her ting. Det er vigtigt at fremhæve de mennesker, som arbejder med juraen,” fortæller hun. Hun gider egentlig ikke selv at arbejde i et miljø, hvor både hende og hendes kollegaer mistrives.
Det, at det er et basalt behov, at folk skal have det godt har drevet hende til at ændre miljøet i den danske juraverden.
“Jurister og og jurastuderende er den kommende elite og Danmarks fremtid. De kommer til at besidde meget vigtige poster i samfundet, så vi kan da ikke have nogle folk, der har været halvødelagte, mens de studerede. Det holder ikke, hvis de møder op på arbejdsmarkedet og i forvejen har problemer”.
”Man bliver ikke dygtigere af at skynde sig eller være halvødelagt før man kommer ud på arbejdsmarkedet”
Hun ønsker, at organisationen skal være med til at ændre studiemiljøet til det bedre. Det handler om at aflive myterne – både inden- og uden for fakultetet. Det er hendes hjertesag.
Fordommene opstår ifølge Sabba Mirza, fordi folk ikke har viden om, hvad det er for nogle mennesker, der arbejder inden for jura. En bunke djøfer med laksko, den helt rigtige blazer med den rigtige pasform, og håret sat med en god gelé, hører jeg som ny jurastuderende selv tit. Hvor stor en andel af jurastuderende og jurister, der lever op til dette skal være til diskussion, men én ting er sikkert; det er langt fra alle, der lever op til fordommene, og der er ikke kun er én måde at være jurist på. My Law Story skal netop vise nuancerne i juraverdenen med forskellige typer af personer med forskellige historier.
”Man bliver ikke dygtigere af at skynde sig eller være halvødelagt før man kommer ud på arbejdsmarkedet”, mener Sabba Mirza.
“Studerende skal ikke blindt gå gennem juraverdenen, og de skal ikke stille sig tilfredse med dårlig trivsel. Vi får folk til at reflektere over, at man ikke bare skal arbejde derudaf uden at have mennesket med”.
Det tror jeg, hun har ret i. Vi må passe på hinanden, for til hvilken nytte er det, hvis vi ikke gør?