“en smule HVID magi
gjorde nogle til varer
andre til MENNESKER
det er udgangspunktet “
Racismen indtager mange former og farver i Mikas Langs væmmeligt velskrevne debutdigtsamling, “Melanin”. Den kommer til udtryk som utilsigtet fremmedgørelse i nysgerrige spørgsmål som ”hvor kommer du rigtigt fra?”, og den praktiseres systematisk som et dæmonisk gudekompleks, når torturglade kolonialister afsøger umenneskelighedens grænser.
Gennem fem små afsnit konfronteres læseren med grader af racismen, når det racegjorte digterjeg fremkalder sig et arkiv af selvforståelser baseret på de kategoriseringer og narrativer, han indskrives i af den omgivende (hvide) verden. Folket.
Vi oplever nuancer af en moderne andetgørelse, når jegets ikke-hvide hud kaldes ud på et farvespektrum, der spænder fra nougatbrun til lortebrun. Og vi bevæger os ind og ud af kolonitiden, hvorigennem jeget påtager sig en kollektiv slavehistorie.
“FOLK skar vores ører af
på guldkysten
de druknede os
ved são tomé
de badede os i kogende sukker
på santo domingo
de fyldte os med krudt og tændte ild
på sankt jan
[…]
de gav os vores frihed
Sort på HVIDT
til en symfoni af knuste ruder
og pistolskud
på et klaviatur af brændende kors”
Når jeget aktivt tager historien på sig, kan han tage magten over de fortællinger, han allerede altid tilskrives af andre. For fortiden er synligt nærværende i jegets ikke-hudfarvede krop, som øjeblikkeligt røber slægtens historie og lænkebinder ham dertil. Ved at blive et vi tilvælger jeget performativt sin egen historie og tager magten over sin egen fremstilling.
Sproget støjer
Problemet er selvfølgelig ikke brunheden i sig selv. Problemet er racegørelsen, og at brunheden opfattes som en kontrast til det, der anses som normalt. Den defineres i opposition til hudfarven. Som en andethed. Gennem skriften forsøger digteren både at fremhæve og fratage hudfarvede personer anonymitetens privilegium og at frigøre sig fra de vestlige strukturer, der forvrider (og forhvider) identiteten.
Det gør han blandt andet ved at udfordre det sprogsystem, der opfattes som gennemsigtigt. Derved bliver digtene en synliggørelse af, at sproget ikke bare er et transparent medie, hvormed meninger og budskaber blot videreformidles, men at sproget er et hierarkisk system opbygget af betydningslag, konnotationer, status og magt.
”Sproget støjer”, konstaterer digteren. Skriften bliver oprør og modstand.
Foruden et skarpt sprogligt udtryk og tematisk indhold er Melanin også et produkt af en litterær bevidsthed, der orienterer sig bredt indenfor både danske og internationale forfatterskaber. Ofte skriver Lang hen over andres tekstkompositioner og gendigter, udvider og hylder på den måde nulevende og afdøde kunstneres værker. Blandt andet bruger han lyrikeren Inger Christensens systemdigtning som skabelon for sin egen poesi. Men mens kærligheden findes i Christensens digtsamling “Alfabet”, findes kolonierne, kapitalen, ku klux klan og Kristian Thulesen Dahl i Melanin.
Og nu findes Rasmus Paludan også…
Melanin udkom 12. april i år.